Kompetencefonden yder tilskud til efteruddannelse for alle medarbejdere, der er omfattet af en overenskomst mellem GLS-A og 3F eller Dansk Metal eller som er omfattet af en tiltrædelsesoverenskomst.
Fonden giver tilskud til efteruddannelse for faglærte og ufaglærte medarbejdere inden for jordbrugsområdet og agroindustrien, dvs. landbrugsarbejdere, traktorførere, stald- medarbejdere, skovarbejdere, gartneri-medarbejdere, chauffører, lagerarbejdere, produktionsmedarbejdere m.fl.
Virksomheden betaler et bidrag til fonden på 862 kr. i 2026 pr. fuldtidsbeskæftiget medarbejder under overenskomsten. Bidragene er fondens økonomiske grundlag for at kunne yde støtte til kurser og efteruddannelse.
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU)
Kompetencefonden giver støtte til samtlige AMU-uddannelser. Det vil sige både AMU-uddannelser inden for gartneri-, land- og skovbrugsområdet og AMU-uddannelser inden for lager-, transport-, logistik- og produktionsområdet mv.
Grundlæggende faglig kvalificering
Ved forberedende voksenundervisning (FVU) og ved almen voksenuddannelse (AVU) refunderer fonden samtlige af virksomhedens lønudgifter fratrukket SVU, som søges særskilt.
Forberedende voksenundervisning (FVU)
Forberedende voksenundervisning (FVU) er et undervisningstilbud til voksne, som har behov for at styrke grundlæggende færdigheder indenfor: læsning, matematik, engelsk og IT og ordblindeundervisning. Der undervises bl.a. i læsning fra aviser og blade og relevant tekst fra arbejdspladsen, anvendelse af e-mails og brug af matematik, engelsk eller IT fra dagligdagen.
Forberedende voksenundervisning (FVU) henvender sig til alle, der kan få noget ud af undervisningen. Varigheden er 30 – 80 lektioner pr. trin.
Du kan læse mere om FVU på
Uddannelsesguiden
Ordblindeundervisning (OBU)
Ordblindeundervisning (OBU) er et målrettet undervisningstilbud til voksne, der har svært ved at læse, stave og skrive. Undervisningen fokuserer på at forbedre skriftsproglige færdigheder og lærer deltagerne at bruge it-hjælpemidler, der letter hverdagen på job eller uddannelse. Det foregår på små hold, hvilket sikrer individuelt fokus.
Du kan læse mere om OBU på
Uddannelsesguiden
Dansk Uddannelse til voksne udlændinge
Danskuddannelse for voksne udlændinge er et tilbud til voksne udlændinge (over 18 år) for at lære at forstå, tale, læse og skrive dansk, samt kultur- og samfundsforhold. Kontakt
Bill Vernegren for yderliger information.
Almen voksenuddannelse (AVU)
Almen voksenuddannelse (AVU) er enkeltfagsundervisning for voksne i almene fag på et grundlæggende niveau. Fagene kan afsluttes med prøver. Varigheden er typisk 1/2 til 1 år.
Prøverne har samme værdi som folkeskolens afsluttende prøver og giver adgang til de samme uddannelser og der kræves ikke særlige forudsætninger for at deltage.
Du kan læse mere om AVU på
Uddannelsesguiden
Individuel kompetencevurdering og afklaring af færdigheder
Typisk vil individuel kompetencevurdering ske i form af deltagelse i et kursus i AMU-regi med en varighed på 1 – 5 dage. På dette kursus vil medarbejderen få afklaret, hvilke kompetencer man allerede har erhvervet via skolegang, uddannelse og praktisk erfaring. På kurset bliver der lagt en personlig uddannelsesplan, som gerne må hænge sammen med virksomhedens plan for medarbejdernes kompetenceudvikling.
Afklaring af grundlæggende læse-, skrive- eller regnefærdigheder, tilstrækkelige danskkundskaber samt efterfølgende kursusforløb kan afklares gennem interview på et VUC-center eller en sprogskole. Eller det kan være et IKV-kursus på et AMU-center. Forløbet skal dreje sig om at afklare medarbejderens niveau med hensyn til læsning, skrivning, stavning eller regning, således at medarbejderen efterfølgende kan komme på det rigtige kursus.
Medarbejderen har ret til at få fri til at deltage i disse aktiviteter. Friheden skal aftales med virksomheden med et passende varsel og placeres, hvor det passer med virksomhedens drift.
Enkeltfag på erhvervsuddannelser og kurser på gymnasialt- og HF-niveau
Kompetencefonden støtter deltagelse i enkeltfag på erhvervsuddannelser og kurser på gymnasialt og HF-niveau.
Akademi- og diplomuddannelsen
Akademi- og diplomuddannelserne er fleksible, erhvervsrettede deltidsuddannelser for voksne, der ønsker opkvalificering, mens de arbejder. Begge kræver erhvervserfaring og består af moduler. Der er mulighed for at tage et enkelte modul eller sætte flere moduler sammen efter behov.
Her kan du læse mere om
akademi- og
diplomuddannelser
Opkvalificering fra ufaglært til faglært industri- eller procesoperatør
Der er afsat en pulje til opkvalificering til faglært industri- eller procesoperatør. Der ydes tilskud på 1650 kr. pr skoleuge for medarbejdere der modtager sædvanlig løn fra virksomheden under uddannelsen jf. §41 stk. 5 i Agroindustri-overenskomsten.
Puljen kan søges efter “først til mølle” princip og er baseret på at dække refusion for 15 medarbejderes opkvalificering til industrioperatør og 25 medarbejderes opkvalificering til procesoperatør over en 5 årig periode.