Kontakt os

Kontakt Bill Vernegren for mere information om muligheden for kurser eller for en snak om efter- uddannelsesmuligheder i din virksomhed.

Bill Vernegren
20 13 87 89

bive@gls-a.dk

Kursus gav havecentre konkrete råd til at vejlede den klimabevidste kunde

29 januar 2020

Havecentre og planteskoler har brug for konkrete værktøjer, hvis de skal servicere den stigende gruppe af klimabevidste kunder. På kurset Den Klimavenlige Have fik kursusdeltagerne mulighed for selv at udvikle projekter til at vejlede i klimavenlig plantebrug.

 

Hvad skal du som havecenter eller planteskole gøre, hvis en kunde kommer og stiller krav til klima og miljø? Det spørgsmål hjalp hortonom Bente Mortensen med at besvare på det 5-dages kursus ”Den klimavenlige have”, som blev afholdt på Kold College i Odense i januar.

”Det er nødvendigt som havecenter eller planteskole at kunne vejlede og servicere den klimabevidste kunde – især fordi flere og flere i dag går op i klima og miljø. Der er allerede meget snak om klimabevidsthed i branchen, men det er svært at gøre det brugbart i en salgssituation. Derfor var målet med kurset sammen med kursusdeltagerne at nå frem til konkrete råd og retningslinjer, som kan bruges i deres daglige arbejde,” forklarer Bente Mortensen.

Konkrete produkter til brug på planteskolerne

Under kurset præsenterede Bente Mortensen først forskellige værktøjer, som virksomhederne kunne bruge. Et af de værktøjer var et excel-ark udviklet af Statens Byggeforskningsinstitut med oversigt over biofaktoren på et grønt areal. Kort sagt – jo flere lag grønt i forhold til det befæstede lag – jo højere biodiversitet opnår du.

Herefter skulle kursusdeltagerne gå sammen i grupper, hvor de arbejdede videre med værktøjerne  og omsatte dem til konkrete produkter, som de kan bruge hjemme på planteskolen, når de vejleder kunder.

”For eksempel var der nogle, der ville omdanne excel-arket til plakater eller andre visuelle kneb, som kunderne kunne bruge derhjemme. Andre arbejdede med at erstatte tynde plastikposer med kurve eller genbrugsposer, en tredje gruppe arbejdede med insektplanter og bestøvende insekter, mens et fjerde hold fokuserede på luftrensende planter og visuelle skemaer, som kan hænges op ved plantebordene. Det var virkelig gode produkter, de alle kom frem med,” fortæller Bente Mortensen.

I forbindelse med kurset kontaktede Bente Mortensen Statens Byggeforskningsinstitut, fordi hun og kursusdeltagerne så, at der manglede almindelige haveelementer i deres biogaktorskema. Det viste sig, at instituttet netop var i gang med at opdatere skemaet, og de sagde ja til at lave et afsnit om stauder og hække, som kursusdeltagerne efterspurgte.

”Så det var altså ikke kun i deltagernes egne virksomheder, at vi kunne gøre en forskel.”

Indretning, trends og klima hænger sammen

I forlængelse af kurset afholdte Pej Gruppen et plantetrendseminar, hvor de gennemgik trends og tendenser i havebranchen lige nu og viste eksempler på planteindretning både inde og ude. Ifølge Bente Mortensen hænger æstetik og trends godt sammen med klimabevidsthed.

”Det hænger smukt sammen. I dag vil folk have planter både inde og ude, og det er blevet moderne med planter med lang levetid – for eksempel er der flere og flere, der planter stauder i krukker i stedet for at købe nye sommerblomster hvert eneste år,” siger Bente Mortensen.

Men kursets vigtigste pointe handlede hverken om trends eller indretning. Det handlede om CO2. Ifølge Bente Mortensen er der ingen haveejere, der ved, hvor meget CO2 de udleder, og det skaber meget forvirring både i virksomhederne og blandt kunderne.

”I Danmark er der ikke enighed om, hvor mange tons CO2 der udledes per person, fordi der er så mange forskellige beregningsværktøjer, og man kan beregne det på mange måder. Derfor er et af de vigtigst budskaber ikke at bruge CO2-måling til at vejlede kunderne, men i stedet at fokusere på mange af de andre muligheder, planterne har, når det kommer til et godt klima. For eksempel kan planter bruges til at opsamle regnvand eller til skygge i en varm sommer, som vi havde i 2018. Så klima er langt mere end CO2.”

 

 

 

 

Relaterede artikler