Kontakt os

Kontakt Bill Vernegren for mere information om muligheden for kurser eller for en snak om efter- uddannelsesmuligheder i din virksomhed.

Bill Vernegren
20 13 87 89

bive@gls-a.dk

Henrik kan nu køre med alle maskiner

27 november 2019

Efter et danskkursus kan Henrik Odgaard styre alle maskiner i hallen og ikke kun gravmaskinerne. Han er en af de ordblinde medarbejdere, som Bejstrup fik støtte til at sende på kursus.

 

Foto: Joblinsen

Henrik brugte aldrig computer på arbejde. De blev hurtigt et irritationsmoment, fordi han havde udfordringer med at læse.

Men med tiden var det blevet et problem ikke at kunne håndtere computere hos Bejstrup. Alle maskinstationens køretøjer kræver efterhånden computer-kendskab.

Så i 2016 takkede han ja til et opkvalificeringskursus med særlig fokus på at støtte ordblinde.

– Det var en rigtig god oplevelse. Jeg er klar til at tage på alle kurser, jeg kan få lov til, siger Henrik Odgaard.

Bejstrup er vant til at holde kurser for sine maskinførere, når de skulle opdateres på det nyeste materiel. Men kurset i 2016 var det første, som handlede om at opkvalificere virksomhedens medarbejdere med ordblindhed eller generelle læsevanskeligheder.

– VUC Aalborg henvendte sig med et tilbud. De ville have erfaring med at skabe kurser for vores type medarbejdere, og vi slog til. Det blev et kursusforløb på 8 uger med fuld tid, 37 timer om ugen, og der var 5 deltagere på første kursus, fortæller kontorassistent Johanne Pagh Torp, der tager sig af kursusvirksomed hos Bejstrup.

Den Grønne Konsulenttjeneste rådgav Bejstrup Maskinstation om at søge refusion for medarbejdernes arbejdstimer, mens de deltog i kurset.

Nervøs første undervisningsdag

En af de positive ting ved kurset var, at det kunne afholdes i Bejstrup. Masinstationen indrettede et mødelokale til klasseværelse, hvor undervisningen foregik.

For Henrik Odgaard var det vigtigt, at han kunne blive hjemme i de trygge omgivelser.

– Hvis jeg skulle være kørt ind til Aalborg hver gang, er jeg ikke sikker på, jeg havde sagt ja. Det er rarest, når man kan være herhjemme sammen med nogen, man kender, forklarer han.

Maskinføreren lægger ikke skjul på, at han var meget spændt før første undervisningsdag.

– Jeg kendte jo ikke niveuaet, og man har jo ikke lyst til at virke dum. Men jeg kunne hurtigt se, at de andre deltagere var på samme niveau. Vi fik rigtig meget ud af undervisningen, som foregik med et program, man kunne downloade til sin computer. Efter en måneds tid begyndte jeg at have mod på at bruge computer på arbejde, fortæller Henrik.

Ved kursets afslutning havde Henrik lært så meget, at han var klar til at prøve kræfter med en lang række nye opgaver og funktioner med maskinstationens køretøjer.

– Jeg er stadig ikke nogen haj. Men i dag bruger jeg iPad hver dag til at registrere min arbejdstid og mine opgaver, og jeg kan betjene alle maskiner, selvom de har computer.

Fik hjælp til at strikke kurser sammen

Kurset i 2016 var for Bejstrup startskuddet til en modernisering, som vidst var på høje tid.

– Vi var tidligere ret gammeldags, og jeg havde et stort arbejde med at ordne håndskrevne timesedler – 4-5 brevordnere med dokumenter hver måned, fortæller kontorassistent Johanne Pagh Torp.

– Mange vigtige oplysninger var kun i hovedet på Per (direktør Per Kold Kristiansen, red.), og det skabte problemer hver gang, han skulle på ferie. Det var vigtigt for virksomheden, at vi tog hul på at bruge elektroniske systemer.

Efter succesen med det første kursus gik Johanne i gang med at arrangere endnu et opkvalificeringsforløb. Det blev afholdt i 2018, og denne gang var der 12-13 deltagere. Ud over undervisning i dansk og matematik var der mulighed for at tage kørekort til at flyve med drone. Alle deltagere deltog og bestod.

– Ved kursus nummer to skulle vi ansøge om godkendelse og refusion fra nogle andre instanser end første gang, og det var faktisk lidt indviklet. Jeg fik rigtig god hjælp af Den Grønne Konsulenttjeneste til at strikke kurset sammen på den rette måde, siger Johanne Pagh Torp.

I dag foregår al opgave- og timeregistrering på medarbejdernes smartphones eller tablets.

Maskinførerne blev mere fleksible

For Bejstrups direktør Per Kold Kristiansen er efteruddannelse en meget vigtig del af virksomhedens aktiviteter.

– En nyere og moderne maskinpark som vores er krævende. En stor del af vores medarbejdere er ordblinde eller har besvær med computere af andre grunde. Så det er vigtigt at give medarbejderne nogle redskaber, så de ikke giver op for hurtigt, når de skal sætte sig ind i noget nyt. Og kurserne har været en kæmpe hjælp for dem, der deltog, forklarer han.

For maskinstationen har det også værdi, at maskinførerne kan flyttes rundt mellem de forskellige køretøjer efter behov. I tilfældet med Henrik Odgaard, som var med på det første kursus, er han blevet betydeligt mere alsidig og flesibel, fordi han tidligere kun kørte med gravemasinerne. Nu kan han køre det hele. Du kan se en video med Henrik her: www.dgkt.dk/nyher

 

Om Bejstrup

Stor maskinpark med bl.a. 60 traktorer, 6 mejetærskere, 7 selvkørende snittere samt et større antal gyllevogne, pressere, sprøjtere og meget mere.

I sæsonen op mod 150 ansatte.

Største del af virksomheden er landbrug, men Bejstrup Maskinstation er også vognmand, entreprenør og anlægsgartner.